Jurist til Pantaenius A/S
En juridisk rolle med arbejdsopgaver inden for komplekse skadesager, compliance, og løbende juridisk understøttelse af forretningen i en international forsikringsvirksomhed.

Har du lyst til at bruge din juridiske faglighed i en specialiseret forsikringsvirksomhed med stærke internationale relationer? Pantaenius A/S søger en jurist, der vil være med til at styrke det juridiske arbejde og sagsbehandling, samt som kan tage del i den fortsatte udvikling af den juridiske funktion.
Pantaenius A/S er Europas største udbyder af lystbådsforsikringer og en del af Pantaenius Gruppen med kontorer på tre kontinenter i ni lande. Pantaenius A/S er en solid og veletableret virksomhed med et bredt spænd af kunder - fra jolleejere til superyachts.
Om stillingen
Som jurist bliver du en central sparringspartner på tværs af organisationen og samtidig den, der sikrer, at det juridiske grundlag og sagsbehandling står stærkt. Du bliver oplært af Pantaenius’ nuværende erfarne jurist og får mulighed for gradvist at forme rollen efter dine styrker.
Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. være:
skadebehandle komplekse sager for danske og norske kunder (kasko, ansvar og personskader)
sikre, at skade- og policeafdeling lever op til gældende vilkår, regler og lovkrav
yde juridisk sparring på tværs af organisationen og understøtte øvrige Pantaenius-kontorer i spørgsmål om danske forhold
udarbejde udtalelser til Ankenævnet for Forsikring og den norske Finansklagenemnda
behandle retshjælpssager
bidrage til udvikling og vedligehold af produkter og forsikringsvilkår
Derudover vil du også komme til at arbejde med compliance- og GDPR relaterede opgaver i samarbejde med koncernfunktioner i Hamborg, herunder håndtering af relevante EU krav og indberetninger såsom transfer pricing. Du vil desuden indgå i juridiske vurderinger og risikovurderinger i de mere komplekse sager.
Om dig
Du skal have lysten til at arbejde bredt, både juridisk og organisatorisk, i en virksomhed, hvor faglighed, humor og samarbejde går hånd i hånd.
Det prioriteres, at du har en juridisk baggrund, gerne som cand.jur. eller med en anden relevant juridisk kandidatgrad. Det er en fordel, hvis du allerede har kendskab til forsikringsret, søret og/eller procesret.
Det er desuden vigtigt, at du kan begå dig på engelsk i faglige dialoger. Derudover trives du med juridisk beslutningsansvar og kan foretage solide risikovurderinger.
Som person er du relationsstærk, nysgerrig og god til at finde praktiske løsninger. Du arbejder selvstændigt og står sikkert i dine juridiske vurderinger, samtidig med at du er imødekommende og samarbejdsorienteret på tværs af fagområder.
Du motiveres af at være en del af en organisation, der kombinerer dansk nærhed med international spændvidde. Har du interesse for lystsejlads, er det et plus og hvis ikke, så har du noget at glæde dig til.
Pantaenius A/S tilbyder
Hos Pantaenius A/S får du en spændende og udfordrende rolle i et stabilt og voksende firma, hvor der er gode muligheder for både faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et stærkt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger, som hver især bidrager med høj faglig kompetence - og som altid er klar til sparring og samarbejde.
Der tilbydes fleksibilitet i hverdagen med mulighed for at præge dine arbejdstider og skabe en god balance mellem arbejde og fritid.
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes på et konkurrencedygtigt niveau og vil afspejle dine kvalifikationer og erfaring.
Ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker mere information, er du velkommen til at kontakte Signe Ravn fra Beierholm Rekruttering på 87 32 57 94. Vi ønsker, at du kan tiltræde stillingen hurtigst muligt og evaluerer ansøgninger løbende - så vent ikke med at sende dit CV og ansøgning.
Vi ser frem til at høre fra dig og komme i gang med processen.
- Lokationer
- Skive
- Ansættelsesform
- Fuldtid
Om Beierholm Rekruttering
Beierholm Rekruttering er et selvstændigt forretningsområde i Beierholm Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Vi gennemfører rekrutteringer for Beierholm og dets forretningsområder samt for Beierholms kunder og andre eksterne virksomheder.
På baggrund af dybdegående indsigt i små og mellemstore virksomheders livscyklus og den økonomiske agenda kan Beierholm Rekruttering tilbyde en unik tilgang til målrettede ansættelser.
Vi har samlet kompetencer med mere end 50 års executive search-erfaring, og denne rekrutteringsekspertise kombineres med en forståelse for virksomhedens behov for at sikre det rette match mellem kandidat og virksomhed.
Vi har opslåede stillinger her på siden, men derudover søger vi kontinuerligt til stillinger, der ikke er publiceret, hvorfor du både som kandidat og virksomhed gerne må connecte med os.