Senior Controller til Ajcon Entreprenør- og ingeniørfirma A/S
Bliv en nøglespiller i en veldrevet entreprenørvirksomhed, hvor du arbejder tæt på forretningen og er med til at omsætte tal til beslutninger.
Har du lyst til en rolle, hvor du arbejder med både projektøkonomi og ledelse? Og vil du være en del af en kultur med fokus på høj faglighed, udvikling og stærkt teamsamarbejde? Ajcon Entreprenør- og Ingeniørfirma søger nu en Senior Controller med stærk forretningsforståelse, der kan navigere bredt mellem stabil drift og rollen som økonomisk sparringspartner for forretningen.
Ajcon Entreprenør- og Ingeniørfirma er en specialiseret entreprenørvirksomhed med rødder tilbage til 1975 og base i Vejle. Virksomheden leverer erhvervs- og industribyggeri - særligt til fødevare-, transport-, catering- og medicinalområdet, og løser opgaver som totalentrepriser, projektering, hoved- og fagentrepriser. Organisationen beskæftiger cirka 30 medarbejdere, og er bygget op med korte beslutningsveje og nærhed i samarbejdet.
Din rolle
Som Senior Controller bliver du en økonomifaglig drivkraft, der skaber overblik og retning. Du arbejder bredt og bevæger dig naturligt mellem hands-on drift og rollen som økonomisk sparringspartner for ledelsen og projektlederne. Du får personaleansvar for et mindre team på to kolleger, som varetager løn, den løbende bogføring og de daglige rutiner i økonomifunktionen.
Dine primære ansvarsområder er:
Budgetlægning, forecast og løbende økonomisk opfølgning
Projektøkonomi og entrepriseregnskaber
Likviditetsstyring og cash flow
Rapportering til direktion og ledelse
Samarbejde med bank, forsikring, garantistillelser og ekstern revision, herunder medvirken til årsregnskab
Du bliver en del af et mindre hus, hvor man tager et bredt ansvar og samarbejder tæt på tværs af funktioner. I den forbindelse vil du også få en naturlig berøringsflade med personale og medarbejderrelaterede emner. Det kan f.eks. være deltagelse i MUS og udviklingssamtaler samt et generelt kendskab og forståelse for overenskomster og funktionærvilkår.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en solid økonomifaglig ballast og en naturlig lyst til fortsat udvikling. Du har muligvis en baggrund fra revisionsbranchen og har siden opbygget flere års erfaring i senior regnskabs eller controllerroller.
For at opnå succes i rollen er det vigtigt du har erfaring med budgetlægning, opfølgning og likviditetsstyring og er vant til at omsætte økonomiske data til beslutningsgrundlag. Det er en klar fordel, at du er hjemmevant i projektøkonomi og har erfaring fra en projektorienteret virkelighed, hvor økonomi, risici og fremdrift hænger tæt sammen og kræver et helhedsorienteret blik.
Som person kommunikerer du klart og i øjenhøjde, og har modet til at udfordre konstruktivt, når tallene kalder på det. Du tager naturligt ansvar og motiveres af at arbejde bredt og være tæt på både drift og ledelse. Erfaring med personaleledelse er ikke et krav, men du skal have lysten og modet til at udvikle dig i rollen, understøttet af organisationen.
Ajcon Entreprenør- og ingeniørfirma tilbyder
Hos Ajcon bliver den rette kandidat en del af en stabil og veldrevet virksomhed med et stærkt fagligt miljø og høj anciennitet blandt medarbejderne. Rollen giver en spændende og varieret hverdag med gode muligheder for både faglig og personlig udvikling. Du tilbydes fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet, så der opnås en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Samarbejdet er præget af engagement, ordentlighed og stærk faglig sparring på tværs af organisationen.
Der tilbydes en konkurrencedygtig løn, som fastsættes efter kvalifikationer og erfaring.
Ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker du yderligere information, er du velkommen til at kontakte Signe Ravn fra Beierholm Rekruttering på 87 32 57 94. Tiltrædelse ønskes som udgangspunkt pr. 1. september, og samtaler forventes afholdt i juni med hensyntagen til den forestående sommerferie.
Vi ser frem til at høre fra dig.
- Beierholm rekruttering
- Økonomi & administration
- Lokationer
- Vejle
- Ansættelsesform
- Fuldtid
Om Beierholm Rekruttering
Beierholm Rekruttering er et selvstændigt forretningsområde i Beierholm Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Vi gennemfører rekrutteringer for Beierholm og dets forretningsområder samt for Beierholms kunder og andre eksterne virksomheder.
På baggrund af dybdegående indsigt i små og mellemstore virksomheders livscyklus og den økonomiske agenda kan Beierholm Rekruttering tilbyde en unik tilgang til målrettede ansættelser.
Vi har samlet kompetencer med mere end 50 års executive search-erfaring, og denne rekrutteringsekspertise kombineres med en forståelse for virksomhedens behov for at sikre det rette match mellem kandidat og virksomhed.
Vi har opslåede stillinger her på siden, men derudover søger vi kontinuerligt til stillinger, der ikke er publiceret, hvorfor du både som kandidat og virksomhed gerne må connecte med os.